Natteravnene i Thyregod er i gang igen

Natteravnene i Thyregod er i gang igen

18-05-2014


Heidi, Christian og Torben på sin første tur for Natteravnene i Thyregod..

I starten af maj havde Natteravnene i Thyregod sin første tur i over et år. Foreningen har ligget stille, men på initiativ af et par af de tidligere frivillige blev der over vinteren gennemført et stort stykke arbejde for, at få genrejst foreningen og genoptaget vandrigerne i området.

Christian Duehom, der er nyvalgt formand for bestyrelsen i Thyregod fortæller, at arbejdet med genrejsning af foreningen for alvor kom i gang til sidste års julemarked, hvor man kunne fornemme at der var interesse for at komme i gang med vandringerne i byen igen.

Christian og hustruen Jette, som også har været med i foreningen i Thyregod tidligere, tog kontakt med så mange af de tidligere frivillige som det var muligt at finde, og en del gav tilsagn om at ville gå igen.

"Siden er det gået slag i slag og den 2. april var datoen hvor vi mødtes for at afgøre om der var grundlag nok for, at starte foreningne op igen" fortæller Christian Dueholm og fortsætter.."Med bistand fra en repræsentant fra Senior Team i Netværk 8 fik vi gennemført et basiskursus for godt halvdelen af de nye frivillige og fik planlagt en ekstraordinær generalforsamling"

Den løb af stablen den 23. april hvor det blev fomelt besluttet at genstarte foreningen og en ny bestyrelsen blev valgt, med Christian Dueholm som formand.

I dag tæller foreningen 20 frivillige, og turene er så småt blevet genoptaget.

"Thyregod er jo ikke en storby, men vi har mange unge mennesker i byen så målgruppen er nem at få øje på. Vi har ikke noget natteliv i byen, så vores ture kommer til at gå på hverdagsaftner, og ud over selve Thyregod, lægger vi også vejen omkring småbyerne Kollemorten og Vonge, som ligger mellem Thyregod og Tørring, nord for Give.

Vi er rigtig glade og stolte af at have fået så mange nye frivillige og det er dejligt at være i gang igen" slutter Christian Dueholm.

Har du lyst til at tilslutte dig foreningen i Thyregod, så send en mail til thyregod@natteravnene.dk