Sofia fra 8.b på Tranegårdskolen vandt..

Sofia fra 8.b på Tranegårdskolen vandt..

18-05-2012

..Natteravnenes stilekonkurrence i Gentofte.

”Det var ikke min mening at hoppe. Hensigten med at gå derop var da heller ikke at springe ned, snarere var det at holde de andre ved selskab, for jeg kunne aldrig finde på at gøre noget så dumdristigt. Troede jeg.”

Sådan starter novellen ’En vild aften’ om en dreng, der blindt følger vennernes dumdristigheder – indtil det lige er ved at gå helt galt. Han bliver reddet af tre Natteravne, og indser, at han må tænke selv og sætte sine egne grænser. Det er Sofia Tzimopoulos fra 8.b på Tranegårdskolen, der har skrevet novellen, og nu har hun vundet førstepræmien i Natteravnenes stilekonkurrence.

Ideer fra de unge
Borgmester Hans Toft stod for prisoverrækkelsen mandag d. 14 maj, og takkede i den forbindelse Natteravnene for initiativet med denne stilekonkurrence. ”I gør en stor, frivillig indsats og jeg håber, at alle I unge også værdsætter indsatsen, som er med til, at I kan få lov til at leve jeres unge liv og deltage i de fester, I nu skal. Stilekonkurrencen er en form for ’brugerundersøgelse’, hvor Natteravnene kan få feedback og ideer fra jer unge - noget som vi i Gentofte Kommune også vil se på med interesse. 

Glad og overrasket vinder
Det var en glad vinder, Sofia Tzimopoulos, der fik overrakt vinderpræmien på 2.500 kr.

”Jeg valgte at skrive en novelle, for så kunne jeg bedre få følelser og tanker med. Min novelle er opdigtet, og jeg har skrevet på en anden måde end jeg gør, når jeg skriver en almindelig stil. Jeg kan godt lide at skrive, og selvom jeg måske havde håbet på at vinde, var det alligevel en stor overraskelse,” siger den glade vinder. 

Stilekonkurrencen gav eleverne valget mellem to opgaver: en avisartikel om unge og kriminalitet eller en novelle med udgangspunkt i et foto af tre Natteravne og en ung dreng.  Hver klasse måtte sende op til 3 stile ind til konkurrencen.

Et godt og nærværende initiativ
Sidsel Thomsager er dansklærer for 8.b på Tranegårdskolen, og har opfordret sine elever til at deltage i konkurrencen. ”Jeg synes stilekonkurrencen er et rigtigt godt og nærværende initiativ. Og fordi det passede ind både fagligt og rent praktisk med afleveringsplanerne, så valgte vi at lade eleverne deltage. De fleste valgte at skrive en artikel, men novellegenrens frihed har også tiltrukket nogle af eleverne. Jeg tror Sofia vandt, fordi hun både har skrevet en rigtig god novelle og samtidig formåede at få Natteravnene som omdrejningspunkt ind i historien. 

”Målet med stilekonkurrencen er, at vi Natteravne kan få ideer fra de unge, så vi kan gøre vores frivillige arbejde endnu bedre,” fortæller Søren Schock Petersen, formand for Natteravnene i Gentofte. ”Vi har fået 14 fantastiske stile fra skolerne, og der er helt konkrete ideer bl.a. til nye områder, hvor de unge gerne vil have, at vi er til stede. Noget jeg lægger mærke til i stilene er, at de unge godt vil være fornuftige, men bliver udfordret af bl.a. gruppepres, kærester, jalousi osv.”

Sofias klasse skal til Island i september, og her vil de bruge præmien på ’noget lækkert’.

  • 1. præmie 2.500 kroner til Tranegårdskolen 8.b, ”En vild aften” skrevet af Sofia
  • 2. præmie 2.000 kroner til Skovgaardsskolen 8.b, ”Fest på Charlottenlund Fort” skrevet af Victor, Nikolai & Laura
  • 3. præmie 1.500 kroner til Gentofte Ungdomsskole Palæ 2, ”Natteravne” skrevet af Josephine.
  • 3. præmie 1.500 kroner til Tranegårdskolen 8.b, ”Kriminalitet i Gentofte” skrevet af Johannes.

Er din forening interesseret i at vide mere om Natteravne Stilekonkurrencen, kan du kontakte Natteravnene i Gentofte på gentofte@natteravnene.dk