Mød Natteravnene i Hørning på torvet lørdag

Mød Natteravnene i Hørning på torvet lørdag

26-02-2016
Hørning har nu fået sin egen afdeling af Natteravnene. Dette markerer vi officielt ved at være tilstede på Hørning butikstorv lørdag den 27. Februar i tidsrummet 10.00 til 14.00. 

Her vil man kunne møde flere af de frivillige kræfter bag Natteravnene i Hørning i vores karakteristiske gule jakker. Kom forbi og hør om det at være Natteravn, om vores gåture og hvorledes du har mulighed for at melde dig til en prøvetur.

Det er Natteravnenes primære formål, at udvise omsorg og ansvarlighed, og som gode rollemodeller medvirke til at skabe større tryghed og især hjælpe børn og unge til øget livsglæde og integration. Natteravnene består af ansvarlige voksne der på frivillig basis, planlægger og gennemfører vandringer i områderne hvor de unge færdes på dage, tidspunkter og steder, hvor vi finder det relevant. 
Ved altid at gå i hold på tre, mænd og kvinder i blandede hold, der bærer Natteravnenes karakteristiske gule jakker, gør man sig meget synlig overfor børn og unge. Dels for at få en fordomsfri snak med dem om de problemer, de selv ønsker at tale om - dels for at stimulere til forebyggende ansvarlighed, men uden at påtage sig hverken politimæssige- eller sociale opgaver. Natteravnene optræder f.eks. aldrig som lokalt vagtværn eller lignende. Vi skaber derimod indirekte tryghed og erfaringer fra Natteravnenes hovedorganisation viser at den blotte tilstedeværelse reducerer lokal hærværk, vold og anden kriminalitet med op til 50%.

Vel mødt...!
Torben Wallner
Talsmand Natteravnene i Hørning