Borgmesteren hjalp Natteravnene i Dyrehaven

Borgmesteren hjalp Natteravnene i Dyrehaven

05-09-2014

Borgmester Sofia Osmani og socialudvalgsformand Bodil Kornbek var Natteravne for en aften da gymnasierne holdt deres årlige introfest.


Borgmester Sofia Osmani (2.fra højre) ses her sammen med Martin Reinholdt fra Rudersdal, Berit Jørgensen fra Lyngby og Michael Damm fra Hørsholm.

Skønsmæssigt 6.000 unge deltog i gymnasieelevernes store introfest for nye 1G'ere i Ulvedalene nord for København. Og de fik opbakning af over 35 Natteravne fra lokalafdelingerne i Lyngby, Rudersdal, Gentofte og Hørsholm.


Der var stor efterspørgsel efter Natteravnenes vandflasker. Her er det Stig Høding, som deler ud.

Udover at dele Mentos og kondomer ud havde de lokale Ravne som sædvanlig medbragt en trailer fyldt med vandflasker, så alle kunne få noget alkoholfrit at slukke tørsten med. Der var stor afsætning, og sidst på aftenen var basen helt tørlagt.


Holdet af nødbehandlere under ledelse af Oliver Trab (i midten) stod klar til at hjælpe..

Et hold på seks uddannede nødbehandlere tog sig af de mange unge, som kom til basen med alt fra hvepsestik og skrammer til alt for mange promiller i blodet. I alt fik 130 personer hjælp. Det var mange, men alligevel markant færre end ved sidste års fest i Ulvedalene, og kun to måtte hentes i ambulance. Resten kom hjem ved egen hjælp eller med assistance fra venner eller tilkaldte forældre.

Natteravnene kunne igen i år glæde sig over den fantastiske stemning i Dyrehaven, både i Ulvedalene og ved Taarbæk Port, hvor Virum Gymnasium traditionen tro holdt deres egen fest. Der var stor respekt for de frivilliges arbejde, og utallige Natteravne kom med på gymnasieelevernes selfies.


Socialudvalgsformand Bodil Kornbek (tv) gik en af aftenens første ture med Lone Høyrup fra Lyngby og Michael Damm fra Hørsholm.

Det gjaldt også Lyngby-Taarbæks borgmester Sofia Osmani og socialudvalgsformand Bodil Kornbek, som begge deltog et par timer i Natteravnenes arbejde. For begge var indsatsen i den gule jakke en stor oplevelse, og formand for Natteravnene i Lyngby-Taarbæk, Tom Thaning Hansen, var da også meget begejstret for de to prominente lokalpolitikeres besøg.

"Som Natteravne er vi dybt afhængige af opbakningen fra de lokale politikere, som ikke kun har støttet os økonomisk, men nu også kommer og deltager i vores arbejde på årets travleste aften. Det er et synligt skulderklap til vores arbejde, som vi sætter meget stor pris på," udtaler han.