Bakkens åbning 2012...

Bakkens åbning 2012...

09-04-2012

Traditionen tro åbnede Natteravnene igen i år Bakken med manér!

Det er aldrig rigtig til at vide, hvordan vejret vil blive i slutningen af marts. Og dagene inden blev der da også kigget med tilbageholdt åndedræt på vejudsigten. Ville vejret arte sig... eller blev det en gentagelse af sidste års silende regn?

Men det lover godt og ingen regn, bare kulde!

Ca. 30 Natteravne fra nær og fjern havde meldt deres ankomst for, som sagt, traditionen tro at være med til at åbne Bakken.

Det er niende gang Natteravnene samles på broen ved Klampenborg Station for at se de mere en 4.000 motorcykler, som passerer under broen på deres vej til den store parkeringsplads ved Bakken.
I alle årene har Jesper fra Natteravnene i Gentofte disket op med kage og kaffe i den lille udflytterbørnehave tæt ved, men i år, har han videregivet det tillidsfulde hverv at åbne Bakken, til Natteravnene fra Lyngby og Rudersdal Øst.

Natteravne fra København City deltog også i år på MC'er... Iført de nye veste. Og selvfølgelig var der også her tre Ravne afsted, blot tager Steen billedet og er derfor ikke med.

Interessen for at se på motorcykler på Nørrebrogade var stor, for både de helt unge....

...og de lidt ældre, inden motorcyklerne kørte afsted mod Bakken.

Klokken nærmede sig 19:00 og kaffe, kage og chokolade stod klar på havebordet i udflytterbørnehaven ved Klampenborg station.

Snakken gik, kaffen blev drukket og kagerne spist, og tiden nærmede sig til igen at gå tilbage til broen. Nu kunne man høre de første motorcykler nærme sig. Der er noget magisk ved at stå på broen, en stor flok gule Natteravnejakker, og kigge ned på alle de mange motorcykler, som dytter og vinker, inden de drøner ind under broen.

Klokken blev 21:00 og temperaturen var krøbet ned under 0 grader! Det var tid til at få varmen med en vandretur på Bakken og kigge på de mange motorcykelentusiaster og nyde, at Bakken nu er åben. Det betyder, trods kulden, at foråret er på vej!

Tom, formand for Natteravnene i Lyngby og Anne, formand for Natteravnene i Rudersdal Øst vil gerne takke for en rigtig hyggelig aften til de mange, som valgte at være med til at åbne Bakken i 2012.

"Næste år kunne vi godt tænke sig at lave et større festligt indslag, og inviterer hermed alle Natteravne til grillhygge i den lille udflytterbørnehave, før motorcyklerne bydes velkommen", lyder det fra dem begge.

Så sæt allerede nu et STORT kryds i kalenderen ved Bakkens åbning 2013 og glæd dig til en festlig åbning. For mere info kontakt bakken@natteravnene.dk