10 års jubilæumsfest for Natteravnene i Hammel...

10 års jubilæumsfest for Natteravnene i Hammel...

24-05-2012

Selvom planlægningen af vores 10 års jubilæum, så småt startede op for et lille årstid siden, så var der naturligvis spænding på til det sidste.

DJ Ringholm havde gennemført lydprøver og var klar på scenen i Skovvangskolens fællesområde, der i dagens anledning var udsmykket med gule blomster og div. Natteravne udstyr – meget gult og meget flot.

Stakkevis af sodavand og chips var klar i boden, da sikkerhedschefen instruerede de mange fremmødte Natteravne om flugtveje, brandsluknings udstyr, alarmopkald osv. osv…

Dørene åbnes til tiden og de festklædte gæster begynder at dukke op – ikke helt så mange som vi havde håbet, men heldigvis skulle det vise sig, at de fremmødte på trods af gratis entre, virkelig fik valuta for pengene.

Borgmesteren holdt fødselsdagstalen, der både henvendte sig til Natteravnene, men så sandelig også til vore unge gæster. 

Det var ikke noget problem for DJ Ringholm at få fyldt dansegulvet – efter at have siddet stille på stole i 1½ time til tale og stand-up, var det tid til at få skyllet halsen og svinget træbenet.

Diskoteket lukkede kl. 24:00 hvor et hold Natteravne slentrede rundt i støvregnen mens de unge stille og roligt blev hentet på skolens p-område.

Hele aftenen forløb i en rigtig god stemning og på intet tidspunkt var der optræk til noget der blot kunne minde om problemer – resten af byen var tilsyneladende også ganske fredelig denne fredag aften, da begge vore lokale sheriffer helt uforstyrret kunne fejre aftenen med os.

Vi havde valgt at invitere eleverne fra vore lokale skoler på 7. – 10. klassetrin, hvilket primært er dem vi som Natteravne møder i nattelivet. Desværre viste det sig, at uanset hvad der tilbydes af underholdning m.v., så var det i vores område en større udfordring end forventet, at lokke elever fra 8. årgang og opefter til at deltage, når der ikke serveres alkohol.

Har du input, gode ideer eller bare kommentarer, så er du meget velkomment til at skrive til os på hammel@natteravnene.dk

Med Venlig Hilsen

Natteravnene i Hammel