J-Dag forløb stille og roligt over hele landet...

J-Dag forløb stille og roligt over hele landet...

11-11-2015

Uddeling af nissehuer i Grindsted
7 Natteravne delte sponserede nissehuer ud på torvet i Grindsted. Tre af dem skulle vandre hele natten og fire hjalp til uddeling. Der var mange unge og voksne i nattelivet og der var en dejlig varm stemning. I løbet af ca. halvanden time fik vi delt ca. 200 nissehuer ud, og vi fik mange varme kram og endda kys på kinden af de dejlige unge mennesker.
Vi nåede også at hjælpe to ungersvende der var kommet til lidt til skade i nattelivet så de kunne komme sikkert hjem. Så ali i alt en fantastisk aften" fortæller Ilse og Poul Erik fra Natteravne i Grindsted.

J-dag i Roskilde – en fantastisk aften på mange måder
Femten heldige Natteravne havde i år fået plads på turplanen til en gåtur i Roskildes bymidte på j-dag. De fem hold dækkede byen fra klokken tre eftermiddag til efter klokken to nat. Med nissehuer fra Carlsberg som gimmick og som anledning til en god snak om, at drikke med respekt for sig selv og for omgivelserne, blev det en forrygende aften for holdene.

Der var rigtig mange glade unge på gaderne. Der blev sunget, danset, lavet armbøjninger, sprunget kraftspring og meget andet, for at bytte sig til  til en nissehue. Det var en bred vifte af sange der blev fremført – selvfølgelig hørte vi ”Alt for længe har du været Natteravn..” over et blandet udvalg af julesange til ”Lille Peter edderkop” og ”Klappe, klappe kage”. En enkelt friskbrygget rap blev det også til.

Med nogle - flest drenge – blev det til en snak om, at selvfølgelig er du også god til noget....!
Det med at synge eller danse var for grænseoverskridende, og så endte nogle med et ”jeg er ikke god til noget som helst”. Det kan en ung jo ikke sige til en Natteravn, uden en snak om, at de selvfølgelig er gode til noget - og alle endte da også med at få en nissehue, for det de nu var gode til.

Midt i alt nisse-halløjet var der selvfølgelig også plads til at passe de normale Natteravne-opgaver; gode snakke, lidt førstehjælp og en del unge der skulle have hjælp til at komme hjem.

"Vi fik endnu engang syn for, hvor gode de unge er til at passe på hinanden og til at hjælpe hinanden. En pige vi mødte, var ved at hjælpe en meget fuld veninde (hun havde ringet efter venindens far) da vi kom til. Hun fik også hjælp af tre drenge, tre drenge der ikke var blege for at bruge 20 minutter på, at hjælpe to vildt fremmede piger, selvom de egentlig bare var gået ud i skjorteærmer for at ryge.
- Vi fik også bekræftet, at selvom de unge er gode til at hjælpe hinanden, er de også rigtig glade for, at der er ansvarlige voksne til at bakke dem op" fortæller Klaus Walmod, som er formand for de lokale Natteravne.

En af de femten heldige ravne der var på gaden i Roskilde denne aften var Ole Løvskov, der skrev nedenstående som afslutning på en anden mail.

”Fredag nat var helt utrolig fantastisk. Jeg har ikke tidligere set så 
mange glade mennesker og så få meget fulde. Vi tog os af 3 meget fulde - 2 blev hentet, den sidste valgte at klare sig selv. Et enkelt plaster var også nødvendigt, men ellers forløb alt roligt.
Og det var også bemærkelsesværdigt, at ganske få bad om kondomer, man ville ha' bolsjer. Som tiden ændrer sig. Vi fik uddelt alle vore huer og resterne fra de øvrige hold, hvilket gav os en masse sange, en enkelt rap, utalige kram og mange positive tilkendegivelser om betydningen af vores tilstedeværelse i nattelivet, med tak fordi vi gider. Jeg kan næsten ikke få armene ned efter sådan en aften.”

Dette er blot to beretninger fra Natteravne, som var ude på J-dag, mange andre i hele landet gjorde et kæmpe arbejde og havde mange sjove oplevelser.
Se meget mere på Facebook